Søndag den 13. juni 2021 kunne vi endelig igen tage på bustur med fugleforeningen.
Denne gang gik turen til Salling og Mors, og traditionen tro var det med John Abrahamsen ved rattet.
Vi startede hos Agnethe og Erik i Tøndering ved Roslev, hvor vi indledningsvis drak formiddagskaffe med rundstykker sponsoreret af Ejvinds Bageri.
Agnethe og Erik har et imponerende og helt lukket voliereanlæg. En smal gang i forsiden af de udvendige volierer fører ind til en glasoverdækket "udestue" midt i voliereanlægget.
Her kan man sidde med kaffen og nyde udsigten til de nærmeste volierer.
Der er udelukkende tale om spidsnæb af mange forskellige arter.
Der er også lidt sjældnere fugle i samlingen, så en inkarneret krumnæbs opdrætter kan blive nødt til at spørge om fuglens navn.
Faktisk er det Agnethe, der i dag har fuglene. Tidligere var det mest Eriks afdeling, og dengang var det store fugle som Kakaduer, Amazonpapegøjer, store parakitter m.v.
Som tømrer har Erik også andre gøremål, og han har et veludstyret værksted, hvor der bliver fremstillet mange ting. Dekorative ting til haven, som små stole af naturgrene og ugler af afskårne stykker af birketræ.
Men den del af "forretningen", der virkelig har taget over, er fremstillingen af redekasser, transportkasser, foderkasser o.s.v.
For 5 år siden overtog Agnethe så voliererne, og nu blev de store fugle sat ud, og der rykkede spidsnæb ind. Og man må nok sige, at der er noget at kigge på.
Udlejningen af volierer til Agnethe har flere fordele for Erik. Udover at få bedre tid til at passe forretningen med håndværksting, så er Agnethe nu også blevet kunde i butikken ved at købe redekasser, foderskåle m.v.
Efter besøget i Salling, kørte vi mod Mors. Første besøg var hos Michael Damkjær på Asselsvej.
Her kunne antallet af fodersteder nok tage pusten fra de fleste.
Michael har 57 fodersteder, og da der er mange forskellige slags fugle, skal de ikke have det samme foder, så det tager 3,5 time at fodre hver dag.
Men hvad betyder det, når det er den hobby, man går op i.
Fugle har for Michael faktisk været mere end en hobby. Han er uddannet dyrepasser, bl.a. i fugleafdelingen, i Jesperhus Blomsterpark på Mors. Så han har en mere professionel tilgang til faget, end vi andre glade amatører.
Michael har tropefugle og krumnæb fra det meste af verden, og så har han en lille samling af europæiske fugle.
Skægmejse, som er en europæisk fugl, der i de seneste 50 år også har været standfugl i Danmark og yngler flere forskellige steder.
Stillits er en europæisk fugl, der i Danmark er dels standfugl, dels trækfugl. Den del af fuglene, der trækker, overvintrer langs kanalkysten i Belgien og Frankrig. Der er jo ingen grund til at rejse længere væk end nødvendigt.
Dette eksemplar er en mutation, der er faldet efter et par naturfarvede fugle, som Michael har købt i Holland. Sådan går det ind imellem.
Efter besøget hos Michael, fortsatte vi til hans far, Niels, som bor på Anemonevej i Nykøbing.
Han holder også fugle, om end i noget mindre målestok end Michael. Selvfølgelig kommer en flok fuglefolk fra Ringkøbing for at se på fugle - men det var nu noget andet, der stjal billedet og også vil blive husket fra den tur.
Niels og hans kone har siden 1983 boet i et parcelhus med en grund på 1.000 m2
Det er muligvis de mest veludnyttede 1.000 m2 i Danmark.
Alt er fyldt op med beplantninger, bede, vandløb, gangarealer og små finurlige kroge, hvor man kan sidde og filosofere over livets store spørgsmål over en håndbajer eller en kop kaffe.
Ind imellem beplantning og haveindretning er der også enkelte volierer med fugle, som her med et par Hooded Parakit, som vi skal øve os i at kalde Sortkappet Sangparakit.
Herover en svaleparakit - også en lille velegnet parakit til parcelhusbrug - nabovenlig.
Haven var oprindelig stærkt skrånende. Men ved hjælp af skovl og trillebør blev den planeret ned til vandret. Ved det ene skel kan man se en højdeforskel på op til 3/4 m.
Med jernbanesveller, grus og tonsvis af store sten - tilsat en masse manuelt arbejde - blev haven forvandlet til en lille park.
Plæneklipperen er sparet væk. Der er simpelthen ingen græs at slå.
Foreningen siger mange tak til de 3 fugleholdere i Salling og på Mors, fordi de ville tage imod os.
Kommentare