Mine oplevelser med Sct. Thomas parakitter.
16 unger på 2 år……

Af Christian Madsen, Velling

I foråret 2007 blev jeg ejer af et par Sct. Thomas parakitter som jeg købte af Rob Webber i Jelling. Fuglene jeg fik var fast ringet med ringe fra 2006
(Jeg havde sidst på vinteren talt en del med Rob om, at hvis han kunne skaffe en par fra Holland var jeg meget interesseret).
Parret blev installeret i Bur 2 som har en 3 meter lang voliere plus naturligvis en inderhus på knap 1x1 meter, hvor jeg tidligere havde et par Browns gående.
Jeg havde naturligvis studeret en del om disse Sydamerikanere, og bl.a. læst at de gerne vil overnatte i redekassen, så jeg satte en redekasse model L / eller pistol kasse op, som jeg havde en del af fra den gang jeg arbejdede med græsparakitter.
Redekassen var kun til at sove i, så jeg tænke at det går jo nok det første års tid.
Parret skulle først være 2-3 år inden jeg kunne forvente noget i ”sovekammeret”.

Fodring af Sct. Thomas parakitterne foregår sidst på eftermiddagen når det er fyraften.
Jeg giver dem tørt frø, som er en blanding af ”Parakitblanding til sydamerikanere” og ”Parakit Grov Lux ”(ca. 50g pr. døgn til 2 fugle. Pas på med overfodring). Desuden får de lidt tørfoder med blandet tør frugt, samt en spiseskefuld opblødet spireblanding hvor der er iblandet hvidløgsolie fra Natural. Hvidløgsolien er for at holde deres mave i orden, så man undgår orm. Jeg har førhen givet ormekur med faste intervaller, men det gør jeg ikke mere. Efter at jeg er gået over til hvidløgsolie daglig året rundt, har jeg ikke mistet fugle på grund af orm. Denne sætning kan nok diskuteres til udløshed, men dette er bare min erfaring.
Hver lørdag når vi andre får rundstykker og spandauere får mine fugle flydende vitaminer blandet sammen med hvidløgsolie i de opblødte frø.

En dag sidst på sommeren 2007 da jeg var ude at fodre, bemærkede jeg at den ene Sct. Thomas kom ud fra redekassen om eftermiddagen. Det kom noget bag på mig, da de slet ikke var gamle nok til at få unger, og planen var jo at de skulle have en alm. redekasse. Jeg kiggede spændt af forventning i redekassen! Hold da op -  4 æg!!
Jeg blev godt nok lidt overrasket. Ind til telefonen og ringe til en af vores venner, Carl.  ”Ja, de teenagere starter jo tidligere og tidligere var Carl Hammer’s kommentar”.
Nu var det jo spændende om de her teenagere kunne klare at få dem udruget og på pind.
Det kunne de med et særdeles flot resultat.
Ungerne fik lov at gå sammen med forældrene hele efteråret og starten af vinteren, så der var trængsel i den lille redekasse.
I januar 2008 observerede jeg igen at den kom ud af reden sidst på eftermiddagen. Jeg tænkte: ”det kan ikke passe. De 4 unger var jo stadigvæk sammen med forældrene”
Jeg kiggede spændt ind i reden. ”5 æg, det kan da ikke passe!”
Men det var rigtigt.
Jeg fik travlt med at få de 4 unger over i en anden voliere, sådan at der kunne
blive lidt mere ro til forældrene.
Jeg måtte naturligvis have en varmeplade under redekassen, sådan at de have en mulighed for at overleve.
Alle 5 æg var befrugtet og alle unger kom på pind.

Man må nok sige at det er et par fugle som har det godt sammen. Hunnen er meget livlig og aktiv i volieren, hannen er mere afslappet. De er ikke spor sky. Når man kommer forbi volieren, bliver de i volieren af ren nysgerrighed. Nogen mener at Sydamerikaner larmer en del, det gør disse fugle ikke. Man får selvfølgelig lige en ”hilsen” når man kommer.

Nu syntes jeg jo, at det måtte være nok med alle de unger. Med da de jo gerne vil sove i redekassen kunne jeg ikke nænne at fjerne den.
Resultatet udeblev da heller ikke.
Først på sommeren 2008 var den gal igen. 4 æg og 4 unger på pind. Fantastisk.

Ind i mellem alle disse ”fødsler” var jeg på udstilling med forældre og 4 af ungerne.
Der fik jeg masser af roser og buret overhængt med diplomer.
De Hollandske attester på fuglene siger, at forældrene er Aratinga pertinax pertinax, men dommerne har dømt dem til at være Aratinga pertinax surinama.

Først i december 2008 var den gal igen. 5 befrugtede æg. Frem med varmepladen igen.
Denne gang har vinteren nok været for streng. Der kom 5 unger ud af æggene men ”kun” 3 unger på pind her for godt en uge siden.
Ungerne vil gerne ud i volieren og sidde om dagen, med det resultat at jeg er nødt til at fange dem hver aften, og sætte dem ind i indervolieren til forældrene for at de ikke skal fryse i disse for tiden frostklare nætter.

Dværgpapegøjer

Når man siger dværgpapegøjer er det for mange fugleopdrættere næsten ensbetydende med forskellige mutationer af Rosenhovedet Dværgpapegøje – Agapornis roseicollis .

I virkeligheden findes der 8 arter af dværgpapegøjer i fangenskab:

Gråhovedet Dværgpapegøje - Agapornis canus,

Orangehovedet Dværgpapegøje - Agapornis pullarius,

Taranta Dværgpapegøje - Agapornis taranta,

Rødhovedet Dværgpapegøje - Agapornis fischeri,

Sorthovedet Dværgpapegøje - Agapornis personatus,

Jordbærhovedet Dværgpapegøje - Agapornis lilianae,

Sortkindet Dværgpapegøje Agapornis nigrigenis ,

og så altså Rosenhovedet Dværgpapegøje – Agapornis roseicollis .

En niende art, Grønhovedet Dværgpapegøje, Agapornis swindernianus, lever i Zaire og Uganda, men det er kun lykkedes at holde den i live få dage i fangenskab på grund af dens specielle foderbehov, f.eks. er friske figner ubetinget nødvendige.

Der er anvendt det nyeste navn for alle arter.

Når Rosenhovedet Dværgpapegøje er blevet specielt populær, så skyldes det helt sikkert, at der hos denne art findes utrolig mange farvemutationer. Og farvemutationer af roseicollis er netop den helt store interesse for de to medlemmer, som redaktionen har besøgt denne gang: Kurt Toft fra Lem og Niels Jensen fra Finderup.

Besøg hos Kurt Toft

Hos Kurt Toft kigges sæsonens ynglepar ud i løbet af vinteren. Her går fuglene dels i kassebure, dels i overdækkede volierer, hvor der er indsat små sovekasser. Fra de udendørs volierer er der adgang til inderrum.

Ynglesæsonen starter omkring 1. marts, hvor sovekasserne udskiftes med de lidt større ynglekasser. Det par, der før benyttede sovekassen går uden videre vrøvl nu i den ynglekasse, der hænges op på det samme søm. Der bliver ingen slagsmål om ynglekasserne, selv om der kun er én kasse pr. par. Efter Kurts erfaring har det tværtimod den fordel, at alle par går i gang samtidigt – og dermed er de også færdige med ynglesæsonen samtidigt.

Alle ynglepar skal indsættes i volieren samtidigt. Et nyt par indsættes senest samtidigt med at ynglekasser opsættes.

Aggressivitet bortavles.

Der går 5-6 par sammen i hver af de 2 volierer. Aggressivitet bortavles. Et par, som ikke kan indordne sig i flokken sælges. Det giver et roligt fuglehold. Dog kan det forekomme, at et par pensionister får lov at gå i et kassebur.

Det giver ingen problemer at holde parrene adskilt, selv om der går 5-6- par i en voliere. Dværgpapegøjerne er lige så monogame som mennesker – siger Kurt med et glimt i øjet

Kassen kan uden problemer udskiftes i løbet af ynglesæsonen – og ungerne flyttes over i en ny kasse – blot kassen hænger på samme søm som den gamle. Det kan jo godt være nødvendigt med lidt rengøring af kassen i løbet af sæsonen. Og det giver ingen problemer at udføre redekontrol hver dag.

2 kuld på en sæson

Ungerne flyver ud efter 60 dage. Så er de ude et par dage, hvorefter de går i kassen igen i en uges tid. Når de kommer ud anden gang er de næsten selvstændige. Men de får lov at gå ca. 3 uger hos forældrene.

Fuglene får 2 kuld på en sæson. Når de sidste unger har forladt reden, fjernes alle ynglekasser samtidigt. Også selv om et par er begyndt at lægge æg til 3. kuld. Avlsfuglene skal ikke overbelastes, og der skal være god tid til at komme i form til næste ynglesæson.

Det kan være svært at se forskel på han og hun – især på ungerne. Kurts bedste bud er at kigge på øjnene. Hannen har lidt større øjne – hunnen har mere ”søvnige” øjne.

Unger ringmærkes efter udflyvning med åben ring. En åben ring af aluminium er OK til unger, men den går ikke til voksne fugle. De piller den af igen.

Grundfoderet er en god parakitblanding samt spiret frø af solsikke og hvede hver dag året rundt. Hertil kommer vitaminer samt frugt og grønt om sommeren.

Besøg hos Niels Jensen

Niels Jensen er ”the grand old man” inden for opdræt af roseicollis mutationer i Vestjylland.

Han startede med et par Rødhovedet Dværgpapegøjer i 1960 og i perioden 1960 til 1971 havde han diverse dværgpapegøjer samt parakitter og småfugle.

I 1971 blev det hele solgt grundet flytning, og først i 1980 blev fuglehobbyen genoptaget.

Den nuværende ”roseicollis-periode” blev indledt i 1981 med købet af et par Lutino roseicollis for 3.000,- kr. hos nu afdøde Poul Rasmussen i Aabenraa. Siden da har besætningen udelukkende bestået af dværgpapegøjer – næsten udelukkende roseicollis. Hver gang nye mutationer er fremkommet har Niels været med fremme.

Det kan være ret dyrt at være blandt de første med en ny mutation. En af de nyeste mutationer er Opalin, men prisen er stadig ret høj. Og hvis der er tale om en stabil mutation, falder prisen hurtigt.

Vinterferie

Her i vintertiden er ca. 50 fugle sendt på vinterferie i indendørs kassebure. På bunden af burene er der sand, som skiftes en gang om ugen. Det er fuglene helt tydeligt glade for. Så snart sandet er skiftet er de nede og rode på bunden.

Helårsfoderet består af ”Kurts special parakitblanding” kombineret med opblødt solsikke og hvede. En gang om ugen får de et vitaminpræparat på det opblødte frø samt gulerødder.

Om sommeren gives årstidens frugter og grønt. Især friske majs og hyben er velkomne.

Yngleperioden

Ligesom Kurt, så yngler Niels også med sine fugle i udendørs volierer om sommeren. Dog er der den forskel, at Niels’s fugle kun får lov at lave et enkelt kuld unger hvert år. Det giver selvsagt færre unger, som alle bliver solgt til private. Herved undgås ”dumpingpriser” til fuglehandlere. Alligevel bliver der mellem 50 og 70 unger hvert år.

Ifølge Niels er det lettere at ”holde fuglene hen med snak” først på sæsonen, end det er at stoppe dem i en yngleperiode. Derfor sættes de først i gang efter 1. juni. Og før den tid får de heller ikke friske pilegrene, da det omgående sætter dem i ynglestemning.

Ca. en måned før ynglesæsonen ”skydes i gang” sættes de 4 par sammen, der denne sæson skal yngle i samme udendørs voliere. Efter indsætning af reder går der 2-3 uger før æglægningen starter, og det første æg lægges næsten samtidigt hos alle par.

Niels kender sine fugle, og til eget brug er det sjældent nødvendigt med ringmærkning. I specielle tilfælde, eller når en køber ønsker det,  mærkes fuglene med en åben ring af alumiuium.

På redaktørens sædvanlige spørgsmål om det sikre i at holde parrene adskilt, når flere par går sammen, er Niels helt klar i stemmen: ”Dværgpapegøjerne holder bedre sammen end mennesker – de er 100 % monogame”. Efter en kort pause retter Niels dog dette tal til 99,9 %. Sidste år skete der nemlig, for første gang i 27 år, et enkelt sidespring. Det blev afsløret af ungernes farve.